Klassisk fantasy for især piger

Det ligger i kortene at Alanna skal studere på en klosterskole sammen med andre adelige piger og udvikle sine magiske evner og tvillingebroren Thom skal være en frygtløs ridder. Men tvillingerne blander snedigt kortene så Thom får uddannelsen som troldmand og Alanna forklæder sig som dreng så hun kan blive ridder.

Planen lykkedes og snart er Alanna, nu Alan, page ved hoffet hos kongen af Tortall. Det er en fysisk udfordring at lære at kæmpe og beherske alle de discipliner der tilsammen skaber den perfekte ridder. Men Alanna er stædig og målrettet. Hun får gode venner blandt men får også en fjende, den nederdrægtige Ralon, der beslutter sig for at lave utallige benspænd for hende.

Alannas magiske talent er større end hun vil indrømme men det viser sig at magi også er handy for en page og forklædt dreng.

Alanna er første del i den klassiske fantasyserie Løvindens sang om en stærk pige der med mod og snilde kæmper med fordomme og skæbne for at nå målet for sine drømme.
Tamora Pierce har skrevet adskillige historier om stærke piger med hjerte og mod og hendes romaner har været betydningsfulde og toneangivende inden for del af fantasygenren der kærligt kan kaldes tøse-fantasy eller femi-fantasy, forstået sådan at de kvindelige hovedpersoner her tager bukserne på og svinger sig op på hesten i stedet for at vente i tårnet på den ædle ridder. Det er klassisk fantasy, high fantasy om man vil, men med piger og de lidt blødere værdier i centrum. Danske forfattere som Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken har skrevet sig ind i samme tradition med bøger som Katriona og Det levende sværd.

Fortællingerne om Alanna er god gedigen fantasy med den rette fordeling af forviklinger, intriger, romantik og eksistentielle problematikker. Serien er fra først i 80erne men er forståeligt nok stadig meget populær hvilket især skyldes et langtidsholdbart sprog og et godt plot med tidløse tematikker.
Forlaget Tellerup har heldigvis genudgivet serien senest i 2003 så fans kan stadig finde bøgerne om Alanna i andet end en laset udgave hos antikvarboghandleren.

Tamora Pierce: Alanna (Løvindens sang; 1) Oversat af Hanne Steinicke. Tellerup, 2003.-159 sider
Originaltitel: Alanna: The first adventure (1983)
Omslagsillustration: Bodil Molich

Hvordan fik du ideen til din nyeste fantasyroman “Det Levende Sværd?”
Det er altid virkelig svært for mig at spore, hvor idéerne egentlig kommer fra. Pludselig er de der bare. Her var det nok noget med, hvordan en konge rent praktisk finder en helt modig nok til at stille sig op og slås mod en drage. Og så dukkede den der amazonekriger op som sendebud – det er en figur, jeg altid har fundet ret interessant – og så udviklede det sig derfra.

Som læser kan man føle sig tættere på en af personerne i en bog end andre. Én, man føler sig mere nært beslægtet med. Har man det også sådan som forfatter med de personer, man skaber?
Jeg kan godt have det sådan, at nogle af personerne ligner mig mere end andre – at jeg måske forstår dem nemmere, men jeg ved ikke, om jeg dermed føler mig ”tættere på” dem. Jeg er ret optaget af alle mine personer – også dem, der måske opfører sig på en måde, jeg slet ikke selv ville optræde på. Deres bevæggrunde og følelser interesserer mig lige så meget som de mere ”velkendte” figurer.

Hvordan var det at arbejde med Erianns i begyndelsen meget korte sætninger og lidt unuancerede sprog?
Det var en af de udfordringer, jeg satte mig med denne bog – at hovedpersonen kun havde hovedsætninger til sin rådighed i begyndelsen. Den tone var faktisk forbløffende nem at ramme – og jeg havde det forrygende sjovt med at lade hende afsløre sig selv i måden, hun udtrykker sig på – og i alt det, hun ikke siger.

Du har før beskæftiget dig med udviklingen fra hård krigerkvinde til en mere blød, åben, men samtidig stærk kvinde. Hvorfor synes du, at lige denne udvikling fortjener et gensyn?
Alle mine historier handler om udvikling, og jeg synes, der er en yderst interessant problematik, der kan personificeres med krigerkvinden: Hvordan være en aktiv, udadrettet, handlende kvinde uden at gemme det følsomme, bløde, feminine væk? Eriann i Det Levende Sværd er en ekstrem, der har sin modpol i den smukke prinsesse Sofia, der bare er nødt til at sidde passivt og vente på sin redning. Ingen moderne pige/kvinde ønsker vel at leve i ekstremerne – men hvad så? Den krigerkvinde er sådan en skøn arketype, så hende bliver jeg da muligvis aldrig færdig med …

Når du skriver dine bøger, er du så meget bevidst om, hvem du skriver til? Tænker du f.eks. på, at læseren har en bestemt alder og køn?
Min erfaring er, at det er umuligt at generalisere og sige ”en 10-årig er sådan og sådan og kan lide en historie, der handler om det og det”. Jeg har lige talt med en mor, der har læst Sikkas Fortælling op for sin syv-årige søn, der var begejstret. Og øh … var det ikke en ungdomsbog? Derfor giver det ikke rigtig mening for mig at tænke andet end, at ”den her historie er for mennesker, der vil synes om at læse den”. Jeg er med andre ord meget mere optaget af historien – at få fortalt den på en måde, der virker rigtig og ren – at få den forløst. Jeg tænker, at hvis det projekt lykkes (sådan mere eller mindre), så har historien forhåbentlig nogle kvaliteter, der vil gøre, at den finder sine læsere uanset alder eller køn.

Hvad er det, der er så interessant ved at skrive bøger til børn? Får du aldrig lyst til at prøve en anden målgruppe?
Jeg havde en periode midt i tyverne, hvor jeg gik og forestillede mig, at nu var jeg jo selv voksen, og så måtte jeg da se at skrive for voksne. Problemet var, at det, jeg skrev i den periode, ikke var særlig godt. De historier, jeg virkelig havde på hjerte, var historier, der i hvert fald umiddelbart virkede, som om de var til børn. Så jeg lærte at følge historierne – at gå med dem og ikke ville have dem til at være noget andet, end de er – men hvis nogle af dem på et tidspunkt viser sig at være voksenhistorier, ja, så skriver jeg nok for voksne også.

Du har efterhånden været forfatter i en del år nu, hvordan kan du blive ved med at få nye ideer?
Jeg oplever ikke, at mit forråd af idéer ”bliver brugt op” i takt med antallet af udgivne titler. Tværtimod. Mit problem er at få tid til at skrive alle de idéer, jeg har.

Du har også skrevet teaterstykker, bl.a. “En farlig ven”, der handler om anoreksi. Hvordan var det at arbejde med et så alvorligt og realistisk emne?
Jeg sagde ja til at skrive om spiseforstyrrelser, fordi jeg syntes, at det var en problemstilling, jeg kunne forholde mig til via nogle erfaringer med bl.a. en venindes anoreksi. Men følelserne er jo de samme, om man nærmer sig dem i den realistiske genre eller den fantastiske – og selve stykket, jeg skrev, indeholder en del fantastiske elementer – det er slet ikke strengt realistisk. Jeg kunne faktisk ikke få det til at fungere som ren realisme – det er jeg vist bare ikke så god til.

Hvad er forskellen på at skrive inden for den realistiske og den fantastiske genre? Kan en eventyrroman fortælle noget, som en hverdagshistorie ikke kan?
Jeg forestiller mig ikke, at den fantastiske genre kan sige noget, som den realistiske ikke kan – eller omvendt. Personligt har jeg bare MEGET lettere ved at nærme mig det, jeg gerne vil undersøge og fortælle om, hvis jeg skriver i den fantastiske genre. Sådan er det ikke alle der har det – heldigvis – for vi skal da have bøger i alle genrer.

Hvordan har du det med at læse anmeldelserne af dine bøger? Er du god til at modtage kritik?
Jeg bliver da glad, hvis jeg føler, at en anmelder har ”set” noget, der var vigtigt for mig og synes om det – men nogle gange kan en kollegas eller en vens eller en 12-årig læsers mening være meget mere betydningsfuld for mig. Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at modtage kritik med tiden – måske fordi jeg egentlig synes, at jeg har kunnet lære noget af den kritik og de negative anmeldelser, jeg har fået.

Hvilken betydning har det haft for dig personligt og fagligt at vinde så flotte priser? Føler du, at der er øgede forventninger til dig?
Den anerkendelse, der ligger i at få en pris, har stor betydning for mig. Jeg bliver altid så glad over, at der er nogen, der læser og værdsætter min historier, men jeg føler ikke selv, at det giver øgede forventninger til kommende værker. Jeg får jo prisen for noget, jeg allerede har ydet.

Hvordan er en normal hverdag skruet sammen for dig? Er det svært at finde tid eller inspiration til at skrive?
Jeg har mand, tre børn, hus og bil, så min hverdag er meget lig enhver anden børnefamilies – bortset fra at jeg ikke pendler til og fra arbejde. Når jeg ikke skal ud og holde foredrag eller andet, sætter jeg mig ned og skriver – som regel fra 9 til 15. Så skal den yngste hentes i børnehaven. Det kan tage lidt tid at komme tilbage til en roman, hvis jeg har haft en pause, og det kan godt være frustrerende, men sådan er mine vilkår i disse år. Jeg nyder det, jeg får på en masse andre planer – og jeg kan se, at mine kolleger med større børn sætter arbejdstempoet op, så det kan jeg jo se frem til

Hvilke bøger læste du selv, da du var barn?
J.R.R. Tolkien, H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen, Grimms eventyr, Ursula le Guin, Knud Holten, C.S. Lewis, Charles Dickens og samtlige hestebøger, mysteriebøger, krimier og historiske romaner, jeg kunne finde på biblioteket. ”Tøsebøger” var jeg ikke til, og jeg var heller ikke specielt vild med realistiske bøger – med nogle enkelte undtagelser som f.eks. Spørg bare Alice.

Cecilie Eken er født i 1970 og debuterede som 23 årig med Troldmandens Søn.
Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger og har også modtaget andre hædersbevisninger for sit forfatterskab

Besøg hendes hjemmeside
Læs anmeldelser
Læs mere om Cecilie Eken

Eriann er stærk, frygtløs og en mægtig kæmper, kort sagt den ideelle helt og dragedræber. Alligevel skal denne stolte efterkommer af Erik Våbenmester sendes ud på en langtrukken og kedelig mission for at finde en rigtig helt, og kun på grund af én lille ting – Eriann er en pige.

Lige siden Eriann var barn har hendes far trænet hende i alle former for kamp. Hun er blevet uddannet i fægtning, hvordan man klarer pressede situationer og frem for alt har hun lært ikke at stole på nogen. Nu er hun kong Leos våbenmester, og en af de mest frygtløse krigere i hans hof. Og alligevel er den eneste opgave hun får, da prinsesse Sofia bliver fanget af en enorm, farlig drage, er at tage ud og finde en rigtig helt, der kan redde prinsessen. En drengehelt.

Eriann er ikke tilfreds med den ordning, men tager alligevel surmulende afsted, og til hendes held finder hun også en, der kan påtage sig rollen. Men Vidar er langt fra nogen særlig dygtig kriger, han har helt klart brugt mere tid på at bage end at kæmpe, og den eneste grund til, at Eriann vælger ham er, at han har Det Levende Sværd, et legendarisk våben, der besidder utrolige magiske kræfter. Derfor rider de to til krigeren Ullvar, for at Vidar kan optrænes, men den gamle mand har en betingelse på denne ordning: Eriann skal være hans lærling lige så meget som Vidar er. Det bliver nogle begivenhedsrige dage, der vender op og ned på alt, hvad de før har været vant til.

Det Levende Sværd er en rigtig god fantasyfortælling, der rummer alt det der godt: virkelig god spænding, et velfungerende plot, nogle overbevisende personer og frem for alt et flot sprog, hvad man ellers sjældent ser inden for denne genre.

Både Eriann og Vidar er fremstillet på en meget realistisk og dyb måde, så man virkelig lærer dem at kende, uden at det bare er nogle faste typer, man har set hundrede gange før. De udvikler sig selvfølgelig begge to igennem historien, men denne udvikling er også så godt skildret, at man forstår den og følger med, uden at det virker for brat eller alt for langsomt.

Cecilie Eken har en god måde at skifte mellem spændende handling og rolige, stemningsfyldte scener på, og selvom der også er en kærlighedshistorie med, er det ikke noget, der overskygger resten og afskrækker alle drenge. Bogen henvender sig nemlig  i høj grad til både drenge og piger, næsten uanset hvad de ellers har læst. Så selvom budskabet er set før, gør det ikke så meget, når humoren og udviklingen i historien er så god, som den er.

Forfatterinden har som sagt virkelig godt fat i stemningen, og hun bruger sproget rigtig godt til at skabe den med. Det er meget specielt og ikke noget jeg før har set i fantasygenren, da det er bygget op af meget korte sætninger uden særlig mange iagttagelser, i hvert fald i starten. Men også dette ændrer sig igennem teksten, og så elegant, at man ikke bemærker det, før man kigger på teksten igen, og det er et virkelig flot træk, man bliver imponeret over som læser.

Der er kort sagt ingen grund til at styre uden om Det Levende Sværd, med mindre man hader spændende kampscener, mægtige krigere, sjove personer og stemningsfyldte scener, alt sammen krydret med et dejligt sprog. Desuden er det altid en god ting at stifte bekendtskab med Cecilie Ekens bøger, hvis ikke man har læst dem før.

Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Første gang var i 1997 for Sikkas fortælling.
Læs mere om Cecilie Eken på hendes hjemmeside

Cecilie Eken: Det levende sværd. Høst & søn, 2010.-152 sider

Medrivende fantasyfortælling med et interessant strøg af græske myter, spænding, kærlighed og en god del mystik.

Hele sit liv har Sikka har boet på den samme lille ø, hvor hun hver morgen må overvinde sin dødsangst og sammen med sin søster kravle rundt på en enorm klippevæg for at indsamle det kostbare taurempulver. Længe har hun haft lyst til at rejse derfra, tage til et sted langt væk, hvor hun ikke behøver at frygte for at styrte ned eller arbejde hele sit liv. Hun havde dog aldrig regnet med, at denne redning skulle komme i form af et enormt skib udefra, og endnu mindre, at hun nogensinde kunne finde styrken til at gå imod en af de magtgulde kimerer. Især kimererne selv er meget opsatte på at finde forklaringen på denne utrolige handling og denne interesse kommer til at betyde alt for Sikkas liv.

Cecilie Ekens roman er en virkelig god og medrivende fantasyfortælling, der ved hjælp af et godt plot, flot sprog og velbeskrevne personer formår at underholde læseren hele vejen igennem.
Personerne er alle sammen overbevisende unikke og nuancerede, så man aldrig er helt sikker på, hvem man skal holde med, og Sikka selv er beskrevet på en virkelig realistisk måde, der stikker dybere end den gennemsnitlige teenagepige-type. Eken har i den grad formået at få skabt nogle gode intriger personerne imellem og en god dybde i alle dem, man møder, så det er rigtig dejligt at se en fantasyforfatter, der også har overskud til at kæle sådan for detaljerne i sine personer.

Handlingen er god, spændende og har et godt flow, selvom der indimellem kan opstå nogle små ”spændingspauser”. Det kræver derfor en lille smule tålmodighed at læse Sikkas fortælling, men ikke så meget at det udelukker de mere eventyrlystne børn eller unge.

Tempoet og den kærlighedshistorie, der væves ind i fortællingen er en del af grunden til, at der nok er flest piger, der vil få glæde af den, men drengene kan sagtens læse den, med mindre de kræver fart, spænding og eksplosioner non stop.

En ekstra detalje, der er interessant at følge, er den virkelig overbevisende måde hvorpå forfatteren bevæger sig i det antikke græske samfund, der udgør romanens baggrund. Dette fungerer rigtig godt og giver historien et unikt og spændende udgangspunkt, man ikke ser så ofte i dansk fantasy.
Sproget er rigtig godt uden at være for højtflyvende eller filosofisk, det beskriver på en tilpas malende måde alt af nødvendighed og udelader uvigtige detaljer, så man behøver ikke væreprofessor eller kunstner for at lade sig dykke ned i Ekens univers uden at drukne.

Grundlæggende kan jeg derfor ikke gøre andet end at råde alle til at læse Sikkas fortælling, om ikke andet så for at se et rigtig godt stykke håndværk vi danskere helt sikkert kan være stolte af, fantasyelskere eller ej.

Cecilie Eken har to gange modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Første gang var i 1997 for Sikkas fortælling.
Læs mere om Cecilie Eken på hendes hjemmeside

Cecilie Eken: Sikkas fortælling. Gyldendal, 1997.- 188 sider

Ronnie Andersen: Den største gave, et menneske kan få, er at blive forladt
Af Maria Eriksen Britt, september, 2009

Margot Andreasen: At skrive for børn er for mig på en eller anden måde at gå på opdagelse i min egen barndom.
Af Lone Petersen, maj 2008

B

Lasse Bak Sørensen: Død og ødelæggelse gør jo ikke nødvendig en fortælling fængslende
2008

Lise Bidstrup: Hvis man har de rigtige antenner ude, kan man få inspiration og ideer fra de mærkeligste steder
Af Janus Andersen , maj 2009

Lise Bidstrup: Fantasy er, når mistroen er sat ud af spil
Af Janus Andersen, november 2007

Shane Brox: Det bedste er, når historien overrasker en selv, mens man skriver den
Af Rikke Dyrhave Nissen, maj 2008

Ina Bruhn: Det begyndte med bøgerne
Af Maria Eriksen Britt, juni 2010

Silja Bødker: Det er vigtigt, at børn og unge læser og får oplevelsen af sin egen fantasi og forestillingsevne
Af Lone Petersen, januar 2008

Kenneth Bøgh Andersen: Den frie vilje er et tema, der er gennemgående i alle mine fantasybøger. Jubilæums-interview.
Af Janus Andersen, april 2010

Kenneth Bøgh Andersen: Om superhelte & bøger
Af Janus Andersen, juni 2007

C

Brian Christensen: En moderne superhelt?
Af Maria Eriksen Britt, april 2010

Carina Christensen, Kulturminister: Det er vigtigt, at vi giver alle børn mulighed for at møde litteraturen i børnehøjde.
Af Zenia Johnsen, april 2009

Sascha Christensen: Jeg elsker fantasy
Af Janus Andersen, juni 2009

Jesper Nicolaj Christiansen: Børn er jo ikke idioter
Af Janus Andersen, maj 2009

D

Morten Dürr: Det dejlige ved børnebøger er rigdommen af genrer og udtryksmuligheder

E

Cecilie Eken: Mit problem er at få tid til at skrive alle de ideer jeg har
Af Astrid Næraa

Anders Villy Ehrenreich Eriksen: Englekrigen
Af Janus Andersen, oktober 2007

F

John Flanagan: Bogen voksede og voksede
Af Annie Christensen, maj 2010

H

Astrid Heise-Fjeldgren: Det kan godt føles lidt kunstigt at opfinde en virkelighed, når man har en fin en lige for næsen
Af Ulla Porst Andersen

Bo R. Holmberg: Det är inte temat som är det viktiga, det är berättelsen…
Af Zenia Johnsen, september 2006

J

LG Jensen: Om filmhelte og nazi-varulve!
Af Janus Andersen, oktober 2006

Kjetil Johnsen: Ting forandrer seg mye mindre enn vi tror
Af Isabella Andersen

K

Michael Kamp: Fortællingen må ikke blive for moraliserende
Af Janus Andersen

Anita Krumbach: Der kan siges store sandheder i mødet mellem humor og sorg.
Af Maria Eriksen Britt, juni 2010

M

Ida Munk: ”Lyserøde skyer og glimmer” bliver hurtigt kedeligt og indholdsløst i længden
Af Susan von Magius, maj 2010

Peter Mouritzen: Monkeys don´t read books, do they?
Af Louise Dam Mortensen

O

Bárður Oskarsson: Børnelitteraturen skal turde tage de store emner op
Af Maria Eriksen Britt

P

Irene Pedersen: Nørrebro er en del af min identitet

Susan Beth Pfeffer: Det er let for mig at bøje reglerne, eftersom jeg ikke kender dem
Af Janus Andersen

Birde Poulsen: De historier man husker er de gode!
Af Maria Eriksen Britt, maj 2010

S

Kasper Syhler: Vi ville gerne have den storslåede og mytiske fornemmelse med
Af Janus Andersen, juni 2010

T

Jacob Tingleff: Det er gået op for mig at en velfortalt joke og en velfortalt historie grundlæggende ligner hinanden
Af Lida Wengel, oktober 2010

Rene Toft Simonsen. Podcast-interview
Af Lars von Magius, marts 2009

V

Susanne Vebel : Hvad er den store forskel på en pistol og en revolver?
Af Zenia Johnsen, maj 2006

W

Camilla Wandahl: Skriv! Skriv! Skriv!
Af Zenia Johnsen, januar 2009

Jacob Weinreich: Børn er de mest ærlige læsere der findes
November 2007

Mørkebarnet er en vilter og trodsig troldunge med mørkt hår, der stritter ufriseret. Hun spiser jord og fortæller løgne og bor i samme smukke have som Lysbarnet, der er en yndig pige, som er lydig og gør, som forældrene ønsker. Lysbarnet har gyldent hår, der skinner under en krans af bellisblomster. Det er jo ren logik, at Mørkebarnet hverken er elsket eller ønsket. Men hun er jo ikke lavet af sten, så derfor fremrusker og tilkalder hun nattens monstre og væsener frem for at skræmme livet eftertragteligt af Lysbarnet.

En sonetkrans er en kunstfærdig cyklus på 15 sonetter, af hvilke 2.-14. sonet gentager den foregåendes slutlinje som begyndelseslinje, mens den første sonets begyndelseslinje er identisk med den 14.’s slutlinje. Den afsluttende 15. sonet, “mestersonetten”, forener alle 14 begyndelseslinjer i den rækkefølge, de forekommer. (Kilde: Aschehougs Leksikon)

Denne sonetkrans om Mørkebarnet går op i en højere helhed. Helt bogstaveligt. Cecilie Ekens smukke men enkle ord, rim og sætningskonstruktioner snørkler sig ind på sin læser og bindes sammen til sidst. Det er helt genialt, og som Aschehougs leksikon siger: …en kunstfærdig cyklus

Selve historien er effektfuld og spændende. Når nattens væsener kommer snigende, holder man vejret, indtil man erfarer, at selvfølgelig har Mørkebarnet nuancer i sit væsen. Ligesom Lysbarnet. Og os andre.

Mørkebarnet er en smuk, tankevækkende, drilsk og spændende udgivelse. Malene Reynolds Laugesen er mesteren bag bogens illustrationer, og ingen kunne løfte opgaven bedre. Laugesens illustrationer rummer mange lag og en detaljerigdom, der lokker læseren helt ind i og på historiens præmisser. Et gennemgående tema i illustrationerne er ying/yang symbolet, som man finder udtrykt på mange kreative måder. Illustrationerne er smukke men med kant og giver plads til både mørke og lyse nuancer.

Mørkebarnet er et helstøbt mesterværk, et poetisk puslespil, som er lettilgængeligt og et fascinerende og frisk pust i dansk børnelitteratur.

Cecilie Eken: Mørkebarnet. Illustreret af Malene Reynolds Laugesen. Sesam, 2007. Forside: Malene Reynolds Laugesen

På Malene Reynolds Laugesens hjemmeside kan du se masser af hendes flotte illustrationer

I ”Kongebarnet” hører man om den unge Pil, som føler sig helt fri og uden bekymringer, da han løber væk hjemmefra, dels for at slippe væk fra alt det ubehagelige, han havde oplevet, og dels for at prøve at se hele kongeriget. Men hans vej igennem riget bliver ikke, som han havde troet!

På sin vej ser han pludselig et optog med solpræstinder og –krigere samt nogle af kongens vogne og beslutter sig for at se nærmere på disse barmhjertige personer. Eller det er i hvert fald, hvad han har hørt. Men da det hele pludselig bliver angrebet, og han bliver overladt det lille kongebarn, kort før dronningen dør, bliver alt vendt op og ned i Pils ellers så ubekymrede liv!

På vejen møder han, udover solkrigerne og de frygtede magere, en slags magtfulde troldmænd, også mange andre folkeslag og personer.

Bogen er vidunderligt bygget op med et godt sprog og en fantastisk spænding om, hvem man kan stole på, og hvem man skal holde sig langt væk fra, og det er sjovt at se, hvordan Pil langsomt ændrer sig og ændrer holdning i takt med, at man selv skifter mening om nogle af tingene!

Bogen er fortalt i et passende tempo, så man hele tiden kan nå at følge med, og man sidder tilbage med en mæt fornemmelse, når man er færdig. I ikke et sekund er den medrivende følelse væk, og det er meget svært at slippe bogen uden liiige at læse bare en linie mere!

Cecilie Eken har virkelig skrevet et rent mesterværk, hvor man selv lærer en masse af bogen. Selvom bogen ikke er så lang, når hun at få en del vigtige ting med i historien, og man bliver grebet hele vejen igennem! Det er virkelig en spændende bog, og selvom den er inspireret af Ringenes herre, virker det som en bog helt fra hjertet!

Cecilie Eken: Kongebarnet. Gyldendal, 1995. Forside: Mogens Christensen